Henrik Høegh
hvad mener du? - skriv til mig!
om Mig Selv. . . jeg er 55 år og gift med Sonja...

Lidt om mig selv...

Baggrund

Mit navn er Henrik Høegh, jeg er 55 år, gift med Sonja og vi har 4 børn i alderen 16 – 26 år.

Jeg er født og opvokset på en landbrugsejendom, som nr. 2 i en søskendeflok på 4. På gården var der ansatte både karle og en fodermester og hjælp i huset. Der var således altid masser af liv og aktivitet derhjemme, masser af plads til leg og legekammerater, og altid mulighed for og efterspørgsel efter en hjælpende hånd i landbruget.

Jeg husker med glæde de mange underlige legeredskaber vi konstruerede, de var ikke altid særlig holdbare. Ligesom stoltheden ved at være med i et arbejde som lykkedes, enten ved at marken var pløjet, sået eller høstet, eller et arbejde i stalden var færdigt og dyrene lyste af tilfredshed.

Jeg gik i almindelig folkeskole og sluttede med realeksamen efter 10 års skolegang. Derefter startede jeg min landbrugsuddannelse og arbejdede både hjemme og på en række forskellige gårde på Falster og Stevns.

Jeg husker specielt en gård på Sydfalster hvor vi arbejdede 6 unge mennesker, nogle i marken andre i stalden og en enkelt i køkkenet. Vi var tre piger og tre drenge og vi havde et utroligt godt kammeratskab og sammenhold, samtidig med at fristelserne på Marielyst blev testet.










































Uddannelse

Under min uddannelse arbejdede jeg 7 måneder i Canada og var samtidig rundt i det meste af Nordamerika. Det ophold har jeg haft glæde af siden. Det har givet en værdifuld indsigt i andre kulturer, som jeg senere har kunnet drage nytte af i mit organisatoriske arbejde, ligesom mit engelsk blev godt funderet.

Jeg var også på forskellige landbrugsskoler og sluttede min uddannelse på Næsgård Agerbrugsskole i 1974.

Jeg fik mit første momsnummer i november 1973 og har drevet landbrug siden. Sonja og jeg flyttede sammen i 1977 på gården "Nørrehave" i Fuglse, hvor vi har boet siden.

Sonja arbejder i Familiehjælpen i Lolland Kommune. Vores fire børn er godt igang: Line, læser psykologi på Københavns Universitet, Anders er netop færdig med sin driftslederuddannelse, Peter er i lære som struktør og Jakob går på efterskole i 10. klasse.

Sonja og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de fire børn er den bedste investering vi har gjort i chancerne for et lykkeligt liv.










































Vores eget landbrug

Vi har et traditionelt landbrug med produktion af hvede, maltbyg, græsfrø og sukkerroer. Endvidere har vi en plantage med surkirsebær til saft, marmelade og vin.

Dertil en produktion af slagtesvin, som vi for øvrigt søger om at udvide med en ny stald med mere tidssvarende og dyrevenlige forhold. – Se særskilt oplysning herom.

For at udnytte vores overskudshalm er vi ni landmænd, som har bygget et halmvarmeværk i den nærmeste by, nemlig Holeby. Vi producerer varmen, som Holeby Fjernvarme Selskab distribuerer til forbrugerne.

På samme måde leveres al vores gylle til et biogasselskab i Kettinge, hvor biogassen udvindes og bruges til produktion af CO2-neutral el, som leveres på nettet, og til varme, som opvarmer Kettinge by.

Vi er glade for at få gyllen afgasset, fordi det betyder at vi bedre kan udnytte gyllens næringsstoffer på marken. Samtidig – og det er ikke uvæsentligt – betyder det, at gyllen lugter væsentlig mindre under udbringningen om foråret.








































Organisationsarbejde

Mit arbejde i landbrugets organisationer startede for 20 år siden som gæstelærer i Folkeskoler og på Gymnasier.

Jeg har ikke styr på elevernes udbytte af denne undervisning, men det var meget lærerigt for mig på denne måde at få indsigt i, hvordan vores kommunikation og synlige aktiviteter i landbruget, blev opfattet af andre, både lærere og elever.

Fra 1989 til 1999 var jeg formand for Landboforeningerne på Lolland Falster og Møn. Hvor jeg udover det generelle foreningsarbejde også havde mange kontakter til amtet og kommunerne.

I efteråret 1998 blev jeg valgt til viceformand i Dansk Landbrug, som er en hovedorganisation for danske landmænd. Organisationen har til huse på Axelborg i centrum af København, herfra har jeg haft megen kontakt til alle politiske partier, og mange af statens styrelser og institutioner.

Mine hovedansvarsområder har været planteavl, miljø – natur, forskning, energi og bioenergi, ligesom jeg har haft det politiske ansvar for det landsdækkende arbejde for vores planteavlsrådgivning.










































Tillidsposter

I disse år har jeg ligeledes rejst en del rundt i landet og holdt foredrag, samt deltaget i konferencer, debatter og kurser. Det har været både lærerigt og spændende på denne måde at udveksle holdninger, forsøge at påvirke andre og mange gange også at indgå kompromisser efterfølgende.

En anden spændende del af arbejdet har været kontakten til både de elektroniske og skrevne medier. Det er et arbejde som spænder fra begejstrede og spændende nyheder til mere alvorlige og også ubehagelige sager, som har krævet kommentarer og holdningstilkendegivelser.

Jeg har besluttet at stoppe som viceformand til november 2007, og dermed slutte min indsats for Dansk Landbrug. Hvis valget udskrives inden november, er det aftalt at jeg bliver "fritaget for tjeneste" for at hellige mig arbejdet som folketingskandidat.

Jeg ser frem til, og håber på, at jeg nu skal skifte job og være Guldborgsunds repræsentant i Folketinget.

Øvrige tillidsposter:

  • Formand for erhvervsskolen CEUS i Nykøbing Falster
  • Formand for erhvervsfremmecentret Grønt Center ved Holeby
  • Formand for forædlingsstationen "Abedfonden"









































updated: August 16 2022 10:26:14 - web design:SH-Grafik