Vejen til de yngre vælgere går via internettet
af Jesper Bøgh
De yngre vælgere vil bruge internettet, når de skal finde frem til, hvilken
kandidat der skal have deres kryds 15. november. Det mener ihvertfald to af de yngre kandidater,
som derfor har gjort meget ud af personlig markedsføring på internettet.
LOLLAND-FALSTER
Flere kandidater til sammenlægningsudvalgene og de senere byråd i Lolland Kommune og Guldborgsund
Kommune har egen hjemmeside eller præsenteres på partiets hjemmeside. For dem er det et lille
led i deres valgkamp i håbet om, at skabe opmærksomhed om deres politiske mærkesager. Men to af
de yngre kandidater, 43-årige Chris Bagge fra Rødby, nummer 10 på Socialdemokraternes liste til
Lolland Kommune, og 42-årige Flemming Jantzen fra Toreby, nummer ni på Venstres liste til
Guldborgsund Kommune, har valgt at lægge langt de fleste kræfter i internet-mediet.
Nettet baner vejen
De mener nemlig begge, at internettet baner vejen for flere yngre vælgeres kryds 15. november.
Men det er ikke nok bare at lave en personlig hjemmeside, mener de.
- Man skal sørge for, at gøre sin hjemmeside synlig på internettets søgemaskiner, siger Chris
Bagge. Han har sørget for, at en hel del hjemmesider linker til hans hjemmeside og blandt andet
på den måde kommer hjemmesiden til at figurere højt på søgemaskinernes rangliste. Når man i
søgefeltet på verdens mest brugte søgemaskine, Google, skriver Lolland Kommune, så rangerer
Chris Bagges hjemmeside, bagges.dk, som nummer tre ud af cirka 318.000 søgeresultater - efter
lolland.dk og folketidende.dk.
- På den måde gør jeg min hjemmeside kendt og trækker en del trafik til min hjemmeside, siger
Chris Bagge.
Vil benytte søgemaskiner
Han mener nemlig, at en hel del yngre vælgere vil benytte internettets søgemaskiner til at finde
svar på, hvem de skal stemme på 15. november.
- Når de unge i 11. time skal finde ud af, hvem de skal stemme på, så vil de søge på Google, og
så vil min hjemmeside tone frem som en af de øverste, siger han. Flemming Jantzen er nået til
samme konklusion, men han har valgt at betale sig fra opmærksomheden på Google.
- Jeg betaler et meget beskedent beløb per visning på google, og på den måde får jeg skabt
opmærksomhed omkring min hjemmeside, siger han.
Stor succes
Han har lagt mange kræfter i sin hjemmeside flemming-jantzen.dk og er derfor også villig til
at betale for øget trafik på siden.
- Indtil nu vil jeg betegne det som en stor succes. Jeg kan se, at der indtil nu har været mkring 500 besøgende og hjemmesiden
har kun været tilgængelig i cirka en måned, siger Flemming Jantzen.
Udover opmærksomheden via Google har Flemming Jantzen også i alle sine valgannoncer og plakater
sørget for at hjemmesideadressen bliver fremhævet.
Hentet fra Lolland-Falsters Folketidende, 7. november 2005