Venstre Guldborgsund
Hvad gør vi?. . . Erhvervslivets forhold

Bromodstandernes sædvanlige taktik

af Svend Erik Hovmand, Venstres gruppeformand

Forslaget om at flytte den planlagte linie for broen over Østersøen til Rostock er en helt sædvanlig taktik fra bromodstander-partierne. Når de kan se, at beslutningen stort set er en realitet, kaster de som en sidste panikhandling et nyt forslag ind i debatten.

Øresundsbroen blev i sidste øjeblik foreslået flyttet til Helsingør, og Storebæltsbroen skulle flyttes til en linie over Samsø. Men heldigvis holdt tilhængerne hovedet koldt - ellers var projekterne næppe nogensinde blevet gennemført. Det samme gælder Femern-forbindelsen.

Forslaget om en linie over Gedser har været undersøgt. Men Trafikministeriet har for længst tilbagevist det med henvisning til, at linien over vand er væsentlig længere - og dermed dyrere. Og på land er forholdene også væsentlig ringere. Skulle man f.eks. etablere en motorvejsforbindelse gennem Falster til Gedser, ville det også betyde en væsentlig fordyrelse af projektet.

Hertil kommer, at langt størstedelen af trafik- og godsstrømmene også i fremtiden vil gå til Centraleuropa (Hamburg, Rhurdistriktet, Beneluxlandene med bl.a. Rotterdam samt feriestederne i Tyskland, Frankrig og Spanien).

Fugleflugtslinien via Rødby er derfor klart at foretrække.

Men selvfølgelig har vi også interesse i trafik til Østeuropa. Derfor er færgeforbindelsen fra Gedser til Rostock også af stor betydning i fremtiden.










































Jobcenterets beskæftigelsesplan 2008

Dagsorden 30. maj 2007, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget

49. Sagsfremstilling:
Jobcentret har udarbejdet udkast til beskæftigelsesplan 2008. Beskæftigelsesplanen skal indeholde de vigtigste indsatsområder for det kommende år.

Planen skal indeholde forslag til mål, prioritering og budget for beskæftigelsesindsatsen, dels for den samlede indsats i jobcenteret, dels for henholdsvis den statslige og kommunale del af indsatsen. Beskæftigelsesplanen er ikke en egentlig resultatkontrakt, men derimod en plan for, hvordan jobcentret vil imødekomme de beskæftigelsespolitiske udfordringer, idet planen skal sammenkæde udfordringerne med jobcentrets mål og strategier for at nå målene.

Beskæftigelsesplanen skal udarbejdes dels med baggrund i resultatrevisionen, der viser resultater og effekter af jobcenterets hidtidige beskæftigelsesindsats, og dels udfordringerne på arbejdsmarkedet og ministerens, Beskæftigelsesregionens og Det Lokale Beskæftigelsesråds prioriteringer for indsatsen og beskriver:

De beskæftigelsespolitiske udfordringer.
Der er følgende overordnede beskæftigelsespolitiske udfordringer på det lokale og regionale arbejdsmarked:

  • Antallet af personer i arbejdsstyrken skal fastholdes eller øges
  • Risikoen for flaskehalsproblemer skal minimeres
  • Opkvalificeringsindsatsen skal styrkes.

Beskæftigelsesplanen tager udgangspunkt i disse udfordringer.

Den borgerrettede indsats Den borgerrettede indsats i jobcentret vil have fokus på arbejdsmarkedets behov. Der vil derfor være et tæt samspil mellem den borgerrettede indsats og den virksomhedsrettede indsats.

  • Beskæftigelsesindsatsen over for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere skal medvirke til at ”vende dem i døren”, så de kommer hurtigst muligt i beskæftigelse igen. Især de unge ufaglærte skal desuden motiveres til at påbegynde en kompetencegivende uddannelse på ordinære betingelser.
  • I kontaktforløbet og aktiveringsindsatsen over for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere vil der være særlig fokus på flaskehalsområder og øvrige gode jobområder.
  • Modtagere af ledighedsydelse skal hurtigere i fleksjob og derved også medvirke til at mindske flaskehalsproblemerne. Det skal bl.a. ske gennem en større aktiv jobsøgning inden for gode jobområder.
  • Den gennemsnitlige varighed af sygedagpengeforløbene skal mindskes. Det skal bl.a. ske gennem et tættere samspil med virksomhederne, så sygedagpengemodtagere, der kommer fra beskæftigelse, fastholder tilknytningen til virksomhederne. Desuden skal der foretages en præventiv indsats over for virksomheder med mange sygedagpengesager.
  • Der vil være fokus på at sikre, at borgerne får rettidige samtaler og aktivering.

Den virksomhedsrettede indsats
Jobcentret vil have meget høj fokus på at sikre, at virksomhederne kan rekruttere den ønskede arbejdskraft. Den virksomhedsrettede indsats vil derfor have særlig fokus på brancher med flaskehalsproblemer. Jobcentret kan assistere virksomhederne ved rekruttering af arbejdskraft ved

  • Jobformidling, hvor jobcentret henviser en eller flere personer til virksomheden
  • Jobannoncering på www.jobnet.dk
  • Henvisning af udenlandsk arbejdskraft, hvis der ikke er relevant, herboende arbejdskraft.
  • Jobcentret vil motivere virksomhederne til at påtage sig et større socialt ansvar, da det også mindsker risikoen for flaskehalsproblemer.
  • Jobcentret vil i alt foretage 1.000 virksomhedsbesøg i 2008. (Til orientering er der 1.022 virksomheder i Guldborgsund Kommune med mindst 5 ansatte).

Inddragelse af andre aktører i beskæftigelsesindsatsen

  • Andre aktører inddrages i beskæftigelsesindsatsen ud fra princippet ”bedst og billigst”. Samtidig vil der blive taget hensyn til jobcentrets økonomiske rammer.
  • Ledige akademikere og personer, der har modtaget ledighedsydelse i 12 måneder, vil blive visiteret til anden aktør.

Samspillet med andre beskæftigelsespolitiske interessenter
Jobcentret vil have fokus på samspillet med

  • Faglige organisationer og a-kasser
  • Uddannelsesinstitutioner
  • Ungdommens Uddannelsesvejledning og Studievalg Sjælland
  • Erhvervsråd Lolland-Falster
  • Jobcentre i nabokommuner
  • Virksomheder og brancheorganisationer
  • Beskæftigelsesregionen
  • Det Lokale Beskæftigelsesråd

Lovgrundlag:
Ifølge Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats (LOV nr. 522 af 24.06.2005) skal de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret udarbejde en plan for det kommende års beskæftigelsesindsats.

Økonomi:
Det er jobcentrets aktuelle vurdering, at beskæftigelsesplan 2008 vil kræve samme udgiftsniveau som i indeværende år 2007, ift. udgifter til bl.a. køb af aktivering, uddannelse, private leverandører m.v.

Budgetforslag for 2008 fremlægges på udvalgets møde i juni 2007.

Indstilling:
Direktøren for Erhvervs- og Arbejdsmarked indstiller, at udvalget godkender udkast til beskæftigelsesplan 2008.

Bilag:
Beskæftigelsesplan 2008 (5371188)
Beskæftigelsesregionens endelige rapport om sigtelinier og målsætninger for 2008 (5350107)
Beskæftigelsesministerens brev om udmelding af mål 2008.pdf (5350081)
Referat af LBR-seminar 30. april 2007 (5359964)










































Arbejdsløsheden på tilbagetog

fra Venstres hjemmeside den 24. januar 2007

Arbejdskraftreserven svinder ind og er reelt nede på 60.000 ledige, viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen vil gerne have flere ledige i arbejde. Men det går trægt for kommunerne med at få ledige kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Det skal ændres, mener arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg.

De 60.000 ledige omfatter dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere, der er parate til at komme på arbejdsmarkedet.

- Det viser bare, at vi har en meget stor opgave foran os, og det er dybt problematisk, at vi i en situation med mangel på arbejdskraft har ledige, der har gået i mere end tre måneder. Hvis der er 60.000 fuldt arbejdsduelige, så skal de i arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen.

Jens Vibjerg retter kritikken mod kommunerne. Ved at få en enlig kontanthjælpsmodtager over 25 år i arbejde, spares der helt op til 75.000 kroner.

- Jeg fatter ikke kommunerne. De har ikke bare en lovgivningsmæssig forpligtelse til at hjælpe folk i arbejde. De har også en moralsk forpligtelse. Og så er der en fantastisk økonomisk gulerod i det for dem. Men de må åbenbart have penge nok, når de ikke samler det guld op, der ligger på gaden, siger Jens Vibjerg.









































updated: October 10 2017 11:32:42 - web design:SH-Grafik