Venstre Guldborgsund
Hvad vil vi?. . . Erhvervspolitik

Erhvervspolitik i Guldborgsund

af Flemming Jantzen

Vi ønsker i Venstre at Guldborgsund kommune skal være en meget erhvervsvenlig kommune. Vi ønsker en bred sammensætning af erhverv, hvor store virksomheder får plads og muligheder, men også opmærksomhed på at være gode, smidige samarbejdspartnere for de små virksomheder.

Vi ønsker at støtte iværksættere bedst muligt, så de får øje på vores landsdel som et interessant område, hvor det er muligheder og ikke begrænsninger man bliver mødt af.

En god bosætningskommune har brug for mange lokale jobs. Der vil stadig være mange der pendler nordpå efter arbejde, men en sund og stabil udvikling af vores kommune kræver at der skabes jobs, udvikling og omsætning i lokalområdet. Det forudsætter et velfungerende jobcenter, der kan udvikle og motivere potentiel arbejdskraft, en god administration der sætter service for virksomheder meget højt, og nogle klare politiske signaler der signalerer muligheder og handlekraft.


Fehmernbroen

Regeringen arbejder målrettet på at få etableret en fast forbindelse til Tyskland. Venstre i Guldborgsund ser dette som en meget stor mulighed. Det vil understøtte Lolland Falsters muligheder for at skabe erhvervsudvikling. Vi vil blive et centralt område i Nordeuropa. Vi vil få en placering der ligner midtsjællands eller trekantsområdets, men det kræver at vi gør en tilsvarende indsats med markedsføring, og at vi er i stand til at skaffe samarbejdspartnere der kan være medfinansierende.

For at det skal lykkes, skal vi ændre selvopfattelse fra udkantsområde til vækstområde. Vi skal turde være ambitiøse på niveauet for borgerservice, uddannelse og markedsføring af alle Guldborgsunds kvaliteter. Vi skal tænke stort, og sætte en politisk vision der tiltrækker andres opmærksomhed.


Turisme

I Venstre ser vi gerne at der bliver lavet en professionel organisering af turismen. Vi mener at der er så stort potentiale i vores område, at der kræves en samlet koordineret indsats, hvis det skal lykkes at tiltrække og fastholde det antal turister, som området kan bære. Det gør vi ikke med mindre lokale foreninger, der ikke er i stand til at løfte opgaven med markedsføring, servicering og udvikling af området. Kommunen er nødt til at være en aktiv medspiller i denne indsats.

Vi har de store fyrtårn, og under dem har vi et væld af muligheder og herlighedsværdier som skal eksponeres og gøres tilgængelige, hvis vi vil udnytte vores muligheder optimalt. Der er mulighed for at skabe mange varige jobs i turisterhvervet, og dertil kommer mange afledte jobs i de fag der servicerer.













































updated: October 10 2017 11:32:40 - web design:SH-Grafik