Mulige konsekvenser af Jens J. Madsens forslag 2 til generalforsamlingen 2020

Forslag no 2 - Beskæring: Bestyrelsen bruger sit ovenstående mandat til at sikre udsigten, som alle ønsker og er tiltænkt dem ved vores love. Bestyrelsen skal etablere et Beskæringsudvalg med et kommissorium, der opfylder reglerne i Deklarationen, til at varetage medlemmernes beskærings udfordringer. Eksisterende Dialogudvalg nedlægges.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at deklaration og regulativ ikke kun beskæftiger sig med udsigtsforhold og beskæring, men også med hegn, naturgrunde og bebyggelse. Derfor nogle eksempler på hvilke henvendelser vi kan forvente, hvis Jens J. Madsens forslag 2 vedtages:

1. Formular om "Beskæring"
2. Formular om "Naturgrunde"
3. Formular om "Hegn"
4. Formular om "Bygninger"

Heldigvis lykkedes det ikke for den foregående bestyrelse, at gennemføre en tvangsfældning af bevoksningen på en af medlemmernes grund. Men Jens J. Madsen har tilsyneladende ikke opgivet sine forsøg på at indføre tilstande, der efter min opfattelse er helt utilstedelige i et sommerhusområde, hvis primære formål er/burde være et fristed for beboerne, hvor man ikke behøver at frygte overgreb fra den bestyrelse, man selv har valgt til at varetage sine interesser.

Helt galt går det i mine øjne, når Jens J. Madsens i begrundelsen for sit forslag anfører at: "Udsigt har ikke kun en herlighedsværdi, men også en reel værdi, som af ejendomsmæglere er vurderet til et sted mellem DKK400.000 og DKK1.000.000". Det står der intet om i deklaration og regulativ.

Tværtimod står der i straffelovens §264 Stk. 1: Med bøde eller hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget (1) skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted, (2) undlader at forlade fremmed grund efter at være opfordret dertil. Samt i straffelovens §294: Den, som ulovligt tager sig selv til rette, straffes med bøde.

Derfor beroliger det mig lidt, at den nuværende bestyrelse i sin beretning for 2019/20 ser anderledes på sagen:

Jeg vil allerede nu, kommentere på retsgrundlaget for træfældning på andres ejendom. Både den generelle retstilstand og også set i lyset af den tinglyste deklaration, som i hvert fald nogle tolker væsentlig videre end der, set med vore øjne, er belæg for. Deklarationen siger ” Der må ikke på parcellerne findes beplantning, der ved skyggende eller uhæmmet vækst kan blive til væsentlig ulempe for naboerne, f.eks. ved skygning, indskrænkning i udsigtsforholdene el. lign.

Nøgleordet her er væsentlig. Og hvad der er væsentlig for en, behøver ikke være væsentlig for en anden. Og ingen ”lægmand” kan med teksten i ryggen træffe en bindende afgørelse herpå. Jeg må derfor nok bedrøve mange ved at sige at eneste vej frem i tvister om beplantning er dialog og i sidste ende en sag anlagt ved domstolene. Netop derfor har vi nedsat et dialogudvalg med det formål at fremme dialogen og nå frem til en for begge parter acceptabel løsning.

Til forsiden på helles-klint.dk
Til menupunktet Grundejerforening

Ordrette citater er gengivet med rødt
Revideret den 3. november 2020, Søren W. Rasmussen