Hvordan det hele begyndte...


Min jazz interesse blev grundlagt af min fars pladesamling. Det var i 78'ernes tid, hvor man spillede en pladeside (ca. 3 min). Når den var færdig tog man fibernålen ud af pickuppen, sleb den på en speciel anordning bestående af en holder samt en papplade forsynet med et stykke meget fint sandpapir. Derpå satte man nålen tilbage i pickuppen og var klar til at spille den anden side af 78'eren.

En overvældende musikalsk oplevelse fik jeg i det Gamle Montmartre i St. Regnegade. jeg tror det var i 1965, da violinisten Stuff Smith havde sin åbningsaften sammen med Niels-Henning Ørsted Pedersen, Alex Riel og Kenny Drew. Vi havde aldrig hørt noget lignende. Det swingede en vis legemsdel ud af bukserne. Og Alex måtte ind imellem give op og ligge flad herover trommerne. Fedt - som det vist hedder i dag. Senere dukkede Svend Asmussen uanmeldt op ind imellem og jammede sammen med Stuff. Hør her Undecided, ganske vist i en lidt senere optagelse (1969) med den fine, men lidt oversete pianist Paul Smith (som blandt andet akkompagnerede Ella Fitzgerald ved hendes berømte koncert i Berlin 1960, Red Mitchel på bas og Sid Bulkin på trommer, så forstår du hvad jeg mener...

Jazz er jo mest en amerikansk opfindelse, så den unge, konservatorieuddannede tyske pianist Axel Zwingerbergers måde, at spille noget af det mest ærkeamerikanske klaverjazz, der findes - Boogie-Woogie - viser bare, at jeg ikke er den eneste "hvide" mand, der er blevet ramt af jazzbacillen. Her i en live duet med pianisten fra Fessors Big City Band (som jeg desværre ikke kan huske navnet på) Axel Zwingenberger, Live Copenhagen. For de af os, der kan huske Pete Johnson, Albert Ammons, Meade Lux Lewis og mange andre, er det sød musik - som bare tordner der-ud af...

Der er mange tusinde gode jazznumre i min musiksamling, så det er ganske umuligt, at komme hele kompasset rundt. Blandt de mange store oplevelser, der ligger gemt i vinylen, på bånd og på CDer, skal dog nævnes koncerten i 1965 i København, hvor Sonny Rollins, NHØP og trommeslageren Alan Dawson holdt de ca. 2.000  tilskuere i ånde med en 45 min. lang session. Man kunne bogstaveligt talt høre en nål falde til jorden blandt publikum. Det er virkelig tragisk, at vi ikke længere har Niels Henning i blandt os længere. Han overgik både sig selv og næsten samtlige jazzbassister denne aften.

Desværre findes denne koncert kun i den efterfølgende radiooptagelse, som jeg har en meget dårlig kopi af på bånd. Forhåbentligt kommer denne optagelse en dag på CD. Efter min mening er det noget af det bedste Sonny Rollins nogen sinde har bedrevet - og det siger ikke så lidt! Prøv at høre deres udgave af nummeret St. Thomas og nyd de tre kunstnere. Det er mig, der sidder og klapper blandt publikum.